SPEAKER_00 0:01

Velmen til The Clarity Library. Jeg hedder Kim Kull. Det skal høre nu er måske det mest personlige, jeg nogensin har skrevet. Det handler om burn up, om de små signaler vi så let over, om det øjeblik, hvor kroppen til sidst ser stop. Men mest af alt handler det om vejen tilbage. God fornøjelse. Dedekation. Det skrev til dig, der mærker de første senaler, til dig, der arbejder sammen med en der gør, til dig, der har ansvaret for mennesker. For kroppen rober sjældent først, den rober sidst. Og noget længe. Jeg husker stadig den dag, hvor jeg sad hos min læge, Eva. Jeg troede, jeg var kommet på grund af smerter i benen. I dag ved jeg, at jeg var kommet, fordi min krop gennem lang tid havde forsøgt at få min opmærksomhed. Jeg er hende dybt taknemmelig. Ikke kun for hendes faglighed, men for den empati, hun mødte mig med. Hun så noget, jeg ikke længere selv kunne se. Smerterne sad dybt i balderne og strågede ned i benen. Nogle dage gjorde det svært at gå op af en træffer, andre dage var det næsten umuligt at komme ned igen. Jeg ledte efter en fysisk forklaring, noget der kunne behandles, noget der kunne fikses, så jeg kunne fortsætte. Eva lyttede, stillede spørgsmål og undersøgte mig. Da hun var færdig, sagde hun en sætning, jeg aldrig har glemt. Kim, hvis du ikke stopper op nu, så er det næste signal din krop giver dig, at hjertet stopper. Der blev stille. Ikke fordi jeg straks forstod alvoren, men fordi ordene ikke passede ind i den historie, jeg fortalte om mig selv. Jeg var jo bare træt. Jeg havde travlt, som så mange andre. Jeg passede mit arbejde, leveret mine opgaver og gjorde det, jeg altid havde gjort, men kroppen fortalte en anden historie. Før senere gik det op for mig, hvor mange signaler jeg allerede havde overset, et af dem står særligt klart. Vi havde netop afholdt et stort arrangement. Jeg husker ikke længere detaljerne om programmet eller oplæggende. Det jeg husker er, at jeg må tage hjem en timme før arrangementet sluttede, jeg var fuldstændig udmatet. Jeg satte mig ind i bilen og kørte hjem, eller retter, det må jeg have gjort, for jeg kan ikke huske køreturen. Jeg ved, at jeg kom hjem, men hvordan ved jeg ikke. Når jeg ser tilbage i dag, er det en af de oplevelser, der gør størst indtryk på mig. Ik fordi der sket en ulykke, men fordi jeg først bagefter forstå, hvor langt ud jeg faktisk havde lavet mig drive. Det mærkeligste er, at jeg ikke selv syntes, det var så mærkeligt. Når belastning udvikler sig gradvist, fødter grænserne så også gradvist. Det der tidligere ville have fået mig til at stoppe op, blev pludselig noget, jeg forklarede væk. Jeg vendede mig til trætheden, til smerterne og til den konstante fornemmelse af, at jeg lige skulle klare en opgave mere. Det var først at Eva satte ord på det, at jeg begyndte at se møstet. Sammen med erkendelsen kom en følelse, jeg ikke havde forventet. Skal. Hvordan kunne jeg være kommet så langt uden selv opdage? Hvordan kunne jeg som ellers oplevede mig selv som reflekteret og opmærksom have overset det andre til synledne kunne se. I dag tror jeg ikke længere, at det spørgsmål kun handler om mig, jeg tror det handler om mange af os. Vi vandt til at forbinde sammebrud med det øjeblik, hvor noget ikke længere fungerer. Men historien begynder sjældent der. Den begynder langt tidligere, i de små forskydninger, som endnu ikke ser alvorligt ud. Det var det, Eva så. Ikke kun smerterne i min ben, men et menneske, der gennem lang tid havde forsøgt at fortsætte, selvom noget allerede var begyndt at forandre sig.

SPEAKER_01 4:00

Kapitel 2 pe på den største misforståelse om stress og børnout, ville det ikke være, at vi overser kroppens signaler. Det ville være, at vi tror, de første. Det er de sjældent. Når mennesker fortæller om et stressforløb begynder historien ofte med den dag kroppen sagde Sop. Den dag de ikke kunne komme ud af sengen. Den dag de bryder sammen på arbejdet, den dag læge syge midter dem. Men kroppen er ofte sent i fortællingen. Længe før den rober skærer små forskyninger i vores måde at arbejde, tænke og være sammen med andre på. Man svarer lige på et par om aftenen. Man springer frokostpausen over, man tager computeren med hjem for en sikkerhedsskyld. Man siger ja til en opgave mere, fordi der ikke rigtig andre, der kan løse den. Hver enkelt beslutning virker fornuftig i øjeblik. Det er vigtigt at forstå. De fleste mennesker slider ikke sig selv ned, fordi de er ligeglad. De gør det ofte, fordi de er engageret, lojale og ansvarlige. De siger ja, fordi arbejde betyder noget. De tager en ekstra opgave, fordi en kollega har brug for hjælp. De holder ud, fordi de ikke vil svægte. Netop derfor kan de tidlige signaler være så svære at genkende. De ligner ikke nødvendigvis fare. De kan ligne plikfølelse, fleksibilitet og professionalisme. Det farlige er ikke kun, at belastningen vokser. Det farlige er, at den vokser gennem handlinger vi normalt forbinder med noget positivt. Grænsen flytter sig sjældent med en stor beslutning. Den flytter sig i de mange små, den pause man ikke tog, den samtale, man udsatte. Den opgave, man ikke sagde nej til. Den aften man igen lov sig selv at næste uge ville blive roligere. På et tidspunkt bliver undtagelsen til en arbejdsmåd efterhånden bliver den høje puls normale. Den dårlige søvn bliver normalt. Den korte lunte bliver normalt. Fraværge pauser bliver normalt. Den indre euro bliver normalt. Og fordi vi stadig fungerer, fortæller vi os selv, at det nok ikke er så alvorligt. Men at fungere er ikke det samme, som at have det godt. Man kan godt levere og samtidig meste sin nysgerrighed. Man kan godt passe sit arbejde og samtidig miste sin humor. Man kan godt møde til tiden og samtidig være på vej væk fra den udgave af sig selv, man holder allermest af. Før kroppen kommer der ofte andre signaler ændringer i energien, sprog, tålmodigheden, dømmekraften og evnen til at glæde sig. Vi bliver måske mere kontente, mere tavse, mere følsom over for afbrydelser, mindre interesserede mennesker vi normalt holder af. Ingen af disse forandringer behøver i sig selv at være alermerende, men de kan være begyndelsen på et mønster. Det er mønstet, vi skal lære at se. For kroppen er ikke altid den første, der væsker nogle gange væsker hverdagen først. Kapitel 3 de signaler andre må. Det er nærliggende at tro, at vi selv er de første til at opdag, når noget ved at gå galt. Vi bords alt i vores egen krop. Vi mærker trætheden, uron og smerternefra. Derfor burde vi også være de første til at forstå, hvad der ved at ske. Min erfaring er, at sådan er det sjældent. Ofte er det menneskerne omkring os, der ser forandringen først. Ikke fordi de nødvendigvis kender os bedre, men fordi de kender den udgave af os, som gradvist at ved at forandre sig. Når jeg ser tilbage på mit eget forløb, må jeg erkende, at signalerne ikke kun blev opfanget af min læge. Flere af mine kollega sagde, at jeg skulle passe på mig selv. Mikal gjorde det samme derhjemme. Problemet var bare, at jeg selv var overbevist om, at jeg allerede passet på mig selv. Eva sagde det, mine kolleger sagde det, Mikald sagde det, og hver eneste gang tænkte jeg nogenlunde det samme. Det er så jeg, men jeg har styr på det. Sandheden var, at jeg ikke havde styr på det. Jeg havde bare mistet evnen til at vurdere, hvor langt mine egen grænser var flytte. Når belastningen bliver en del af hverdagen, mister vi langsom det sammenligningsgrundlag, vi tidligere havde. Det der ud fra virker bekymrende kan inden fra føles som en helt almindelig tirsdag. Derfor kan omsorg også være svær at modtage. Når nogen siger, at vi virker træt, fraværende eller anderledes, hører vi ikke altid bekymring. Vi kan høre kritik, vi kan opleve, at vores engagement bliver misforstået, eller at nogen forsøg at bestemme over os. Jo mere vi kæmper for at holde fast i billedet af, at vi stadig har kontrol, desto mere truende kan andres blik føles. Det gælder også den anden vej. Det er svært at være den kollega, partner eller ven, der ser forandring. Man vil ikke overdrive. Man vil ikke være anmasende. Man ved ikke, om man har ret. Derfor kommer omsorgen lidt til at lyde som en praktisk kommentar. Du arbejder for meget. Du burde tage en fridag. Pas nu lidt på dig selv. Men den slags sætning og nemme at afvise. De siger noget om adfærd, men ikke nødvendigvis om det menneske, man savner. Måske er der brug for et andet sprog. Jeg oplever, at noget i dig har forandre sig. Du virker ikke så meget til stede, som du plejer. Jeg er ikke sikker på, hvad der sker, men jeg er bekymret for dig. Det er mere sårbart at sige, men det er også svære at forklare væk. Belastningen påvirker ikke kun vores energi, den påvirker den måde vi sammen med andre mennesker på. Vi bliver ikke nødvendigvis et andet menneske, men den udgave af os selv vi holder allermest af, kan begynde at fylde mindre. Humoren forsvinder lidt. Tålmodigheden bliver kortere. Nysgerrigheden bliver afløst af irritation. Samtaler, der før energi, begynder at føle som krav. Ofte ser andre det før vi selv. Derfor er andres omsorg ikke et bevis på, at de ved bedre end os, den er et ekstra spejl, når vores eget blik er blevet uklart. Måske det netop derfor, at vi har hinanden. Kapitel 4. Det forskningen hjælper os med at forstå. De første kapitler kun lidt læse som en fortælling om et menneske, der ikke passet godt nok på sig selv. Det vil være en enkelt forklaring. Det vil også være en utstrækkelig forklaring. Forskningen i stræks og arbejdsliv peger igen og igen på, at burnout ikke kun handler om det ente menneskets robusthed eller evnen til at sige fra. Det udvikler sig et samspil mellem mennesket og de betingelser mennesket arbejder under. Verdensundhedsorganisationen WHO beskriver burnout som et arbejdsrelateret fænomen, der kan opstå efter kronisk arbejdsrelateret stress, som ikke er blevet håndteret. Det viser sig blandt andet som udmættelse, større mental afstand til arbejdet og en oplevelse af reduceret professionel effektivitet. Den beskrivelse er vigtig, fordi den flytter spørgsmålet. I stedet for kun at spørge, hvorfor et menneske ikke stoppede i tid, må vi også spørge, hvad der gjorde det så svært at stoppe. Noget af svaret findes i forholdet mellem krav og ressourcer. Job Demands and Resources teorien beskriver, hvordan belastningen vokser, når arbejdet krav over tid ovstier de ressourcer, man har til rådighed. Ressourcer er ikke kun tid og bemærning. Det kan også være tydelig retning, støtte fra kolleger adgang til information, indflydelse, pauser og mulighed for restitution. Det var netop denne ubalance, jeg først langt senere kunne se i mit eget forløb. Problemet var ikke kun, at jeg havde meget at lave. Problemet var, at opgaverne blev ved med at komme, mens evnen til at skabe overblik, priorætere og komme mig blev mindre. Når ressourcerne svinder blev selv velkendte opgaver dyrere at løs, man bruger mere energi på at huske, sortere og vælge. Det, der tidligere var udfordrende bliver tungt. Det, der tidligere gav til fred bliver endnu et krav. Høje krav er ikke nødvendigvis skadel. Mange mennesker trives med ansvar, kompleksitet og perioder med højt tempo. Det afgørende er ofte, om kravene følges af indflydelse. Roberts forskning i krav og kontrol peger på, at risiken øges, når høje krav kombineres med lav mulighed for at påvirke, hvordan arbejdet udføres. Ansvar uden rådrum er en særlig belastende kombination. Man forventes at få noget til at lykkes, men har ikke nødvendigvis mandatet, tiden eller ressourcerne til at ændre de forhold, der står i vejen. Det kan skabe en mærkelig form for fastlæsning. Man arbejder mere, men oplever mindre effekt. Man tager mere ansvar, men får mindre indflydelse. Til sidst kan man begynde at tro, at problemet er ens egen udstrækkelighed. Her bliver forbindelsen til kapitel 6 tydelig. Følelsen af reduceret professionel effektivitet nødvendigvis, at kompetencerne er forsvundet. Den kan opstå, fordi man gennem lang tid har forsøgt at lykkes under betingelser, der gør det stadig svære. Men arbejdsstruktur forklarer ikke alt. Mennesker har også grundlæggende psykologiske behov. Self-determination theory, teorien om selvbestemmelse, per blandt andet på autonomi, kompetence og tilhørsforhold. Vi har brug for at opleve en vis indflydelse at kunne bruge og udvikle det vi kan, og at høre til i relationer, hvor vores bidrag har betydning. Når disse behov gradvist udhulles, ændres forholdet til arbejdet. Man kan fortsæt være lojalt og pligtopfyldende, men glæden bliver sværere. Arbejdet går fra at være noget, man deltager i til noget, man forsøger at overleve. Det er også derfor, at relationerne betyder så meget. Enmundsons forskning i psykologisk tryghed handler om, hvorvidt mennesker oplever, at de kan stille spørgsmål indrømme fejl, udtryk bekymring og bede om hjælp uden at blive udmidt eller straffet. I et miljø med lav psykologisk tryghed bliver tagsæden en del af belastningen. Hvis man ikke oplever, at man kan sige, at jeg kan ikke følge med, bliver det nemmere at skjule end at dele. Hvis usikkerhed bliver fortolket som svaghed, vil mange forsøg at kompensere ved at arbejde mere. Hvis ingen taler åbent om overbelastning, kan alle ende med at tro, at de eneste, der kæmper. Så bliver det individuelle problem i virkeligheden et fælles mønster, ingen forsat ord på. Når forskningen lækkes oven på de første kapitler, opstår et mere nuanceret billede. Børnout handler ikke kun om arbejdsmængde, det handler om et længere varende misforhold mellem krav og ressourcer, ansvar og indflydelse, engagement og restitution, tilhørsforhold og ensomhed. Det betyder ikke, at det enkelt menneske uden ansvar, men det betyder, at ansvaret aldrig kun kan placeres hos det menneske, der til sidst ikke kunne mere. Kroppen rå ikke, fordi mennesket er svag. Den rå når menneskets egne grænser og systemet omkring mennesket over tid er kommet ud af balance. Kapitel 5. Når alt føles vigtigt. Noget af det sværste ved et langve belastningsforløb er, at man langsomt mister evnen til at vælge. Problemet er sjældent kun mængden af arbejde. Problemet er, at det bliver svære at se, hvad der egentlig skal komme først. Når alt føles vigtigt, begynder vi at reagere på det, der larmer højst, i ste, der betyder mest. Indbakken får mere magt end retningen. Kalenderen får mere magt end energien. Den seneste henvendelse for mere vægt end den opgave, vi allerede havde vurderet som vigtigt. Det lyder måske som et organisatorisk problem, men det bliver hurtigt et menneske problem. Hver gang vi skifter fokus, skal hjern lukke noget ned, genfinde noget andet og vurdere, hvad der nu kræver opmærksomhed. Når retningen er tydeligt, kan mange valg træffes næsten automatisk. Når retningen er uklar, skal hvert valg forhandles på ny. Det bruger ikke kun tidre kapacitet. Under langveig belastning bliver denne kapacitet mindre. Beslutninger, der tidligere var enkle, begynder at føles tunge. Man læser den samme male flere gange. Man udskyder små valg. Man går fra opgave til opgave uden oplevelsen allig og afslutt noget. Samtidig kan alle opgaver få den samme følelsesmæssig vægt. En mindre forspørgsel kan føles lige så præserende som en strategisk beslutning. En ændring i kalenderen kan udløse en uforholdsmæssig reaktion. Ikke fordi den enkelte ting er alvorligt, men fordi systemet allerede er født. Når der ikke længere er plads til at prioritere, opleves alt som en trussel mod det skøbelige overblik. Det er også her uklarhed i organisationen bliver belastende. Hvis forventningerne er uklare eller prioriteringerne skifter uden forklaring, bliver medarbejderen selv nødt til at konstant at gætte. Hvad betyder mest? Hvem skal til fristilles først? Hvad bliver jeg mål på? Hvad kan vente? Samvithedsfulde mennesker forsøger ofte at løse uklarheden ved at tage endnu mere ansvar. De arbejder længere, dobbelt mere og holder flere muligheder åbne. Det kan ligge en grundighed, men det kan også være tegn på, at de ikke længere føler sig sikre på, hvad der er godt nok. Jeg kender den bevægelse. Når tilliden til prioriteringen svækkes, forsøger man at sikre sig ved ikke at vælge noget fra. Men hver opgave, man holder åben bliver endnu en lille mental forpligtelse. Til sidst er det ikke kun arbejdet, der fylder. Det er alt det uafslutte. Måske er spørgsmålet derfor ikke først og fremmest, hvordan vi når mere. Måske er spørgsmålet, hvordan vi igen skaber så meget klarhed, at noget kan få lov til ikke at være vigtigt lige nu. Kapitel 6, da ikke længere stolet på mig selv. Jeg har altid opfatter mig selv som et menneske, der handlede, hvis der opstår et problem, fandt jeg en løsning. Hvis noget virkede uklart, begyndte jeg at skabe overblik. Derfor kom det bag på mig, hvor dyb det ramte da tilliden til min egen vurdering langsomt begynder at forsvinde. Vi taler ofte om stress som mangel på energi, men noget af det sværest af tvivl. Man genlæser en male næste gang, spørg en kollega om formuleringen virker rigtigt, udskyder en beslutning, man tidligere ville have truffet naturligt, ikke fordi man mangler viden, men fordi man ikke længere føler sig sikker på, at ens dømkraft kan bære. Langvarig belastning tager ikke først vores kompetencer fra os, den gør adgangen til dem vanskeligere. Erfaring bliver sværere at mærke, og intuitionen overdøves af spørgsmål. Har jeg overset noget, er det godt nok? Hvad hvis jeg vælger forkert. Det paradoxale er, at mange reagerer ved at arbejde endnu mere. Man forbereder sig længere, kontrollerer flere detaljer og søger mere bekræftelse. Det føles ansvarligt, men kan blive en spiral. Jo længere en beslutning tager større kommer den til at føles. Tivlen følger også med ind i relationerne. Et neutralt spørgsmål kan opleves som mist til, et forslag som et tegn på, at man ikke længere slår til. Mine kompetencer var ikke forsvundet, men jeg kunne ikke længere regne med at finde dem, når jeg havde brug for dem. Vejen tilbage har derfor handlet mere end at få energik igen, den har handler om små erfaringer med at kunne vælge, at træffen en beslutning uden at genåbne den fem gange, at sige, at noget er godt nok, og at mærke en grænse, uden først at skulle bevise, at den er rimelig. Tilid vender sjældent tilbage som en stor erkendelse, den vender tilbage hver gang vi tog stol på det første stille nej. Kapitel 7. Vejen videre. Begynder med at lytte. Da jeg blev sygmældt, tror jeg længe, at mit mål var at komme tilbage. Tilbage til den verdag, jeg kente, tilbage til den handleg, der altid havde været en naturlig del af mig. I dag ser jeg anderledes på det. Hvis mit mål blot var at blive præcis den samme igen, vil jeg sandsynligvis også vende tilbage til nogle af de mønster, der langsomt førte mig der hen, hvor kroppen til sidst satte en grænse. For mig har det ikke handlet om at blive mindre ambitiøs eller mindre engageret. Jeg øver mig noget andet. At opdages signalerne tidligere. Det lyder enkelt, det er det. At lytte til sig selv er ikke det samme som altid at følge den første følelse. Træthed kan være almindelig træthed. Irritation kan skyldes en dårlig dag, Europa kan opstå, fordi noget nyt og vigtigt står på spil. Et signal bliver først meningsfuld, når vi ser det i sammenhæng. Jeg har derfor måtte lære at være nysgerrig på gentagelserne. Sover jeg dårligt én nat, eller vågner jeg igen og igen med arbejdet i hovedet. Bli jeg irriteret i én situation, eller min tålmodighed blevet kortere generelt. Har jeg brug for ro efter en travl dag, eller begynder jeg at trække mig for mennesker, der normalt giver mig energi. For mig viser belastning så ikke kun som træthed, den kan ligne handle kraft, et behov for at forsæt, selv når jeg burde stoppe, eller en restløshed, der får aktivitet til at føles trygere en stilhed. Andre gange mærkes den i kroppen som spændinger, smerter, uro eller ændret værktning. Kroppen kan reagere, før tankerne har formuleret, hvad der føles forkert. Det gør den ikke til en ufejlbarlig sandhedsforler, men dens reaktioner fortjener at blive undersøgt. Hvad sket der lige før? Er det noget jeg har mærket før? Hvad prøver jeg at pres mig selv til ikke at mærke? Måske handler personlig udvikling ikke om at slippe af med alle sine gamle mønstre, men om at kende den godt nok til at opdage, når de igen. Mit mål er ikke at blive den kim, jeg var. Mit mål er at blive ved med at udvikle mig som det menneske, jeg har blevet. Jeg håber ikke, at jeg er blevet et menneske, der arbejder mindre. Jeg håber, at jeg er blevet et menneske, der lytter tidligere. Kapitel 8 at lære sit eget alarm system at kende. Men hvordan opdager vi signalerne, mens de stadig er små, mens der endnu er mulighed for ends. Vi omgiver os med systemer, der var tidligt, røgalarmer, overvågning af serverer og biler, der registrerer fejl, før de bliver alvorlige. Vi ved, at små afviselser kan fortælle mere end det synlige sammebrud. Mennesket alarm lyder sjældent så entydigt, den kan vise sig som irritation, en beslutning, der pludselig føles tung, en uro u en klart navn, eller en træthed, der ikke forsvinder efter en god nat søvn. Hver forandring kan virke ubetydelig, det er mønstret, der betyder noget. Nogle signaler er helt fysiske. Når hjeren oplever far eller vedvarende belastning, kan det auton nævresystem aktivere fight og flight. Pulsen stiger, værdtrækningen ændres, muskler spændes, reaktionen beskytter os. Men hvis den aktiveres igen og igen uden til strækkelig ro, kan kroppen blive ved med at være på vagt, også når ingen synlig fare er til stede. Det hjælper mig til at forstå, at mine smerter og min euro ikke var adskilt for det, jeg havde været igennem. Det var heller ikke noget, jeg bare kunne tænke mig ud af. Kroppen reageret på det, den gennem lang tid havde lært at forvente. Jeg kendte bevægelsen fra mit arbejde med organisationer. Den første samtale begynder sjældent med et klart problem. Ofte er der en fornemmelse af, at noget har ændret sig. Beslutninger tager længere tid, energien er lavere. Samarbejdet føles mere besværligt. Det synlige problem viser så ofte at være et signal for noget, der længe har udviklet sig under overfladen. Hvorfor skulle mennesker være anderledes? Spørgsmålet gav mig ikke en færdig metode. Det gav mig behov for et enkelt sprog for de forskyninger, der ellers forsvinder i hverdagen. Her opstod. The City kompass. Ikke for at sætte mennesker i kasser eller fortælle dem, hvilken vej de skal gå. Et kompas kan højt hjælpe os med at se, hvor vi står og om retningen har ændret sig. Nogle gange er det nok til at tage en samtale, justere templet eller sige fra førsten vokser så stor. Det giver ikke svarende. Det hjælper os med at blive spørgsmålene lidt tidligere. Kapitel 9. Når ansvaret ser forskelligt ud. Når vi taler om stress og burnout, kommer samtalen ofte til at handle om den enkelte. Hvad kunne en person selv have gjort anderledes? Hvorfor sat vedkommende ikke fra? Hvorfor blev signalerne ikke opdaget tidligere? Det er forståel spørgsmål, men de bliver utilstrækkelige, hvis de står alene, for ingen af jer arbejder lever eller bliver belastet i et tomrum. Vi indgår i relationer, samarbejder og systemer, hvor ansvar er fordelt på forskellige måder. Medarbejderen har et blik lederen et andet, kollegaan et tredje. Ingen af dem ser det hele, men hver af dem kan se noget, de andre ikke kan. Til medarbejderen. Det er let at læse et se som det, og straks begynder at lede efter fare signaler i sig selv. Så er jeg for dårligt, er jeg blevet mere iitabel, har jeg mistet glæden? Er min urog i tegn på noget alvorligt? Den opmærksomhed kan være værdifuld, men den kan også blive endnu en opgave, vi forsøger at løse perfekt. Pointen er ikke, at vi hele tiden skal overvåge os selv. Pointen er, at vi motur blev nysgerrig, når noget ændrer sig over tid? Måske er det første spørgsmål derfor ikke er stresset? Måske er det Hvad er blevet anderledes? Hvorn begyndte arbejdet fyldt på en ny måde, hvornår blev pauser svære at tage? Hvorn begyndte søvnen, humøret eller kroppen at reagere? Hvilke opgaver giver stadig energi, og hvilke tømmer mere end de burde? Hvad har jeg vendet mig til, som jeg tidligere ville have reageret på? Det er ikke altid muligt at svare klart. Nogle gange mærker man kun en væg forskydning, en oplevelse af at være længere væk fra sig selv. Netop der kan det være hjælpsomt at tale med nogen, før man selv har hele forklaringen. Mange venter, fordi de gerne vil kunne dokumentere, at deres bekymring er rimelig. De vil være sikre på, at de ikke overdriver, men man behøver ikke en diagnose for at sige, at noget ikke føles bæredygtigt. Man må godt sige, at jeg kan mærke, at jeg ikke fungerer, som jeg plejer. Jeg har svært ved at prioritere, selvom jeg normalt er god til det. Jeg ved ikke præcis, hvad der er galt, men jeg har brug for, at vi ser på min arbejdssituation. Det er ikke et nederlag og bede om hjælp før man er brugt sammen, det er et forsøg på at bevare handle mulighederne. Samtidig er det vigtigt, at medarbejderen ikke får hele ansvaret for at regulere en belastning, der måske er skabt af uklare prioriteringer, utilstrækkelige ressourcer eller modsat rette krav? Man kan blive bedre til at sige fra, men et menneskets grænser kan ikke længden kompensere for et system, der konstant overskrider dem. Derfor må reflektionen også rette sig ud af. Hvilke forventninger er tydelige, og hvilke skal jeg selv gætte mig til? Har jeg ansvar uden til strækkelig indflydelse? Er der reelt mulighed for restitution eller skal den skabes i friiden? Kan jeg sige, at opgaven ikke kan løs inden for de givende rammer, uden at det bliver opfattet som manglende engagement? At stille disse spørgsmål er ikke det samme som at frelægse ansvar. Det er at placere ansvaret mere præcist. Til lederen. Lederen står et andet sted i fortællingen. Her leverancer, deadlines møder og måske frahver synlige. Den natlige euro, særterne, tvivl og den energi, medarbejderen bruger på at få det hele til at se normalt ud, er det sjældent. For en medarbejder kan stadig levere længe efter at arbejde og holde op med at være bæredygtigt. Nogle af de mest samvittighedsfulde mennesker bliver ved med at præstere, netop fordi de forsøger at skjule, hvor meget det koster? Derfor kan ledelse ikke nøjes med at spørge, om opgaverne bliver løst. Der må også spørges til, hvordan de bliver løst. Hvad kræver det af medarbejderne at holde niveauet? Hvilke opgaver bliver skubbet foran sig? Hvor ofte ændres retningen. Hvem bærer usikkerheden og prioriteringerne er uklare. Er det den enkelte medarbejder, der igen og igen skal få uforenige krav til at hænge sammen? En leder behøver ikke være terapeut, men en leder har ansvar for de betingelser arbejdet udførs under. Det ansvar viser sig blandt andet i evnen til at prioritere tydeligt. Ikke blot ved at fortælle, hvad der er vigtigt, men også hvad der ikke er vigtigt lige nu. Når alt kaldes strategisk, kritisk eller præcerende overlades den egentlig prioritering til medarbejderen. Det kan se fleksibelt ud, men opleves som et permanent krav om at give det rigtigt. Tydlig ledelse er derfor også beskyttelse mod unødig belastning. Det samme gælder opfylling. En enkelt samtale om trivsel er sjældent nok, hvis arbejdsvillkårne ikke ændrer sig. Det nytter ikke meget at opfordre medarbejdere til at passe på sig selv, hvis der samtidigt sendes mail sent om aftenen, delings flyttes tættere på, eller nye opgaver liges oven på de gamle uden fra valg. Omsorg uden organisatorisk handling kan let blive et venligt lag oven på det samme problem. Lederen må også være opmærksom på de medarbejdere, der ikke siger fra. Tagset er ikke nødvendigvis et tegn på, at alt er godt. Det kan være et tegn på loyalitet, usikkerhed eller en kultur, hvor det føles risikabelt at vise begrænsninger. Derfor er et vigtigt spørgsmål ikke kun har du for meget at lave. Det er også Hvad er blevet svære at lykkes med? Hvor oplever du, at krav og muligheder ikke længere hænger sammen. Hvad skal vi vælge fra, hvis det skal være bæredygtigt? Det afgørende ord er vi. For når belastning bliver synlig, må samtalen ikke ende med, hvad medarbejderen selv vil gøre anderledes. Den må også handle om, hvad lederen og organisationen vil ændre. Til kollegaen. Kollegaets blik er tættere på hverdagen. Her bliver de små forandringer synlige, selvom der hverken følger formelt ansvar eller ret til at træffe beslutninger med. Man lægger måske mærke til, at en kollega ikke længere spiser forbord med de andre, at humoren er forsvundet, at der bliver arbejdet sent. At små afbuddelser udløser en irritation, som ikke plejer at være. Man ser det, men tvivler på, og man bør sige noget. Måske er det bare en travl periode. Måske blander man sig. Måske vil kollegaet blive vred. Den tvivl er forståel, men omsorg kræver ikke sikkerhed. Den kræver nærvær. Man behøver ikke stille en diagnose eller forklare, hvad den anden fejler. Man kan nøjes med at beskrive det, man ser. Jeg oplever, at du virker mere preset end normalt. Jeg lægger mærke til, at du ofte bliver siddende når vi andre går. Jeg savner lidt den måde, du plejer at være til sted på. Det er bedre at tale fra sin egen observation end at fortælle den anden, hvordan vedkommende har det. Og så må man kunne tå, at bekymringen bliver afvist. Et menneske, der kæmper for at bevarere kontrollen, er ikke nødvendigvis klar til at tage imod det, andre ser. Men samtalen kan alligevel sætte et lille mærke. En sætning, der først giver mening senere. Kollegaens ansvar har dog også en grænse. Man kan lytte, spørge og støtte. Man kan tilbyde at gå med til lederen eller hjælpe med at skabe overblik. Men man kan ikke overtage ansvaret for den andet helbred eller blive den eneste, der holder situationen sammen. Hvis bekymringen er alvorlig, må den bringes videre. Ik som slader, men som omsorg. Det kan føles som et brud på fortroligheden, men tagshed er ikke altid loyalitet. Nogle gange er loyalitet at handle, når den anden ikke længere selv kan. Der er også en mere kollektiv dimension. Kollega er med til at skabe kulturen omkring arbejdet. Hvad roser vi hinanden for? Hvem bliver fremhed som den engageret? Er det den, der skaber gode resultater inden for bæredygtige rammer, eller den, der altid svarer, altid træder til og aldrig siger nej. Kultur opstår ikke kun gennem politikker og værdier, de opstår gennem de små signaler, vi sender til hinanden hver dag. Når vi beunder grænseløst tilgængelighed, gør vi det sværre at sætte grænser. Når vi taler åbent om kapacitet, prioritering og fejl, gør vi det lettere at være menneske på arbejdet. Et fælles blik. Medarbejder mærker noget indefra. Lederen ser rammerne, kollegaan ser forandringen ude fra. Ingen af dem har hele sandheden. Netop derfor har de brug for hinanden. Det fælles ansvar begynder, når vi holder op med at lede efter en skyldigt, og i stedet bliver nysgerrig på samspillet. Hvad er det menneskelige signal? Hvad er det relationelle signal? Hvad er det organisatoriske signal? The Clarity kompas kan hjælpe med at skabe et sprog for disse forskyninger, men et kompas ændrer ikke i sig selv retningen. Det gør de samtaler og handling, der følger. For medarbejderen kan det være at sætte ord på noget tidligere. For lederen kan det være at ændre betingelserne, før medarbejderen er tvunget til at ændre hele sit liv. For kollegaer kan det være at sige det, man ser, selvom man ikke er sikker på, hvordan det bliver modtaget. Ingen af dængen er lidt. Men måske er det netop sådan, et varslingsystem bliver fælles. Ikke fordi alle ser det samme, men fordi vi tager det alvorligt, når nogen ser noget. Vi kan ikke altid forhindre, at et menneske bliver belastet, men vi kan skabe arbejdspladser, hvor signalerne ikke behøver at blive så høje, før nogen reagerer. Kapitel 10. Hvad gør vi nu? Efter reflektionen kommer spørgsmålet. Hvad gør vi så nu? Det er fristende at svar med råd. Tal med din leder, prioriter at holde pauser, lær at sige nej. Men løsrevende råd rækker ikke, når belastningen opstår i samspillet mellem mennesket, relationerne og arbejds rammer. Vejen videre begynder med opmærksomhed. Ikke en anspendt overvågning, men viljen til at undersøge det, der har ændret sig, før vi forklaret det væk. Når et menneske bliver mere stille, beslutninger tager længere tid, eller kroppen reagerer, er den første opgave ikke at placere skyld. Det er at forstå signalet. Ingen kan bære hele ansvaret. Medarbejderne kan sætte ord på det, der mærkes, leden kan undersøge betingelserne. Klegerne kan lade være med at gøre grænseløst tilgængelighed til idealet. Organisationen kan sikre, at arbejds struktur ikke systematisk kræver mere end mennesker kan holde til. Opmærksomhed skal kunne mærkes. Mange arbejdspladser taler om trivsel, men hvis svarene ikke ændrer noget, bliver samtalen let en tom gestus. Omsorg bliver først troværdig, når den kan mærkes i prioriteringerne. Nogle gange må en opgave fjernes, et deadline flyttes eller et ansvar for deles anderledes. Det har en pris. Nuet bliver forsinket, nogen bliver skuffet, en ambition måte. Men hvis intet kan vælges fra, bliver mennesket det eneste sted, der kan optage preset. Sådan kan belastning forblives usynlig længe. Organisationen ser ud til at fungere, fordi medarbejderen kompenserer med længere dage og mere arbejde i tankerne derhjemme. Resultatet leveres. Prisen står ikke i regnearket. Vi behøver heller ikke vente på sikkerhed. En leder skal ikke vide, om en medarbejder er på vej mod børnout, før der reageres på uklar prioritering. En kollega skal ikke være sikker på, at noget er alvorligt, før der spørgs. Tidlig handling rummer usikkerhed. Det er netop derfor, den er tidlig. Pads til det uklare. De første signaler kommer sjældent med en færdig forklaring. De kan lyde som jeg kan ikke helt forklare det, men jeg bruger mere energien før. Hvis kun færdige argumenter for plads, bliver sådan sætninger aldrig en del af samtalen. Derfor har vi brug for rum, hvor man må tale før orderne er præcise. Det kræver tryghed, men også tid. Nogle ting kan ikke få form i de sidste 5 minutter af et status med. Små handlinger. Når et mønster bliver synligt, kan fristelsen være at tænke stort, nyt job, langt sygemelding et helt andet liv. Nogle gange er store forandringer nødvendige, men tidligere opmærksomhed giver også mulighed for mindre juster. En tydelig prioritering kan fjerne timers mental uro, et møde kan aflyses, en kollega kan overtage en opgave, en beslutning kan flyttes til det niveau, hvor den hører hjemme. Det afgørende er, at handlingerne ikke kun gør mennesker bedre til at holde ud, de skal menneske det, der kræver udholdenhed. Når nogen vender tilbage. Det fælles ansvar bliver særligt tydeligt efter en sygemelding. Tilbagevend bliver ofte planlagt som en langsom optrabning af arbejdstiden. Men tiden er kun en del af belastningen? Hvis de samme uklare forventninger og modsat rettede krav vender, vender mennesket tilbage til betingelserne, der var med til at skabe sammenbrudet. Spørgsmålet er derfor ikke kun, hvor mange timer der kan arbejdes, men hvad der skal være anderledes, for at arbejde kan blive bæredygtigt. Hvilke opgaver skal ikke tilbage? Hvem prioriterer, hvis de gamle signaler viser sig igen? Erfaring må ikke kun blive den syge meldes private læring, organisationen må også lære. Fælles bæredygtighed. Et stærkt menneske kan holde til meget, det betyder ikke, at det gør. Bæredygtighed er ikke et arbejdsliv uden pres. Arbeje indebærer ansvar usikkerhed og perioder med høj intensitet. Spørgsmålet er, om der samtidig findes retning, indflydelse, støtte og restitution, og om trætheden kan få et svar. Her får det klaret kompass sin betydning som et fælles blik, ikke som endnu en opgave for den enkelte. Et kompas kan vise, at retningen har ændret sig. Det kan ikke gå vejen for os. Det kræver samtaler, frav og viljen til at ændre rammerne, ikke kun mennesket. Vi kan ikke fordele skyld på en måde, der gør fortiden enkelt, men vi kan fordele ansvar så fremtiden blev anderledes. For mig begyndte den handling ikke med en stor beslutning, men med en langsom opmærksomhed på, hvad der faktisk var ved at forandre sig. Kapitel 11. En ny stemme. Da jeg blev sygdomet, troede jeg, at mit vigtigste mål var at finde tilbage til den, jeg havde været. Jeg vendte på, at energien skulle vende tilbage, og at den gamle udgave af mig selv igen ville dukke op. Først langt senere gik det op for mig, at det ikke var det, rejsende om. Jeg skulle ikke finde tilbage, jeg skulle finde en ny måde at være mig på. Jeg har aldrig været et menneske, der skrevbog. Når noget fylder i mig får det som regel en anden form. Gennem hele mit arbejdsliv har jeg bearbejdet verden ved at skabe projekter, undervisning modeller og idéer. Denne gang blev det musikken. Ikke fordi jeg havde en drøm om at udgive sen, men fordi der var følelser, som ikke længere kunne nøjes med eksister inden i mig. Jeg havde brug for at give et sted at bo. Det mærkelige var, at jeg først forstod sangen, da de var skrevet. De blev ikke til fra en plan. De opstod, fordi noget i mig havde brug for at komme ud. Først bagefter kunne jeg se, at hver eneste sang beskrev et sted på den rejse, jeg selv var på. All I wanted was to build, blev sangen om tabet. Dengang troede jeg, den handlede om at miste mit arbejde. I dag ved jeg, at den handlom noget langt større, den handlede om at miste en del af min identitet. Det tygde stage, Not The Flame kom bagefter. Den blev skrevet i en periode, hvor jeg langsomt begyndte at forstå, at andre godt kunne tage min rolle, men aldrig den drivkraft, der havde fået mig til at vælge dem. Flammen var der stadig, jeg havde bare svært ved selv at få øje på den. Da jeg forsøgte at vende tilbage til arbejdet, opdagede jeg, at kroppen vidste noget, mit hoved endnu ikke havde forstået. Jeg må erkende, at hælen ikke kunne fremskødes med vildestyrke. Den erkendelse blev til løning af to sted. Ikke sang om at komme hurtigere videre, men om langsomt at lære at være der, hvor jeg var. Den sidste sang, When I Forgot Myself, blev den mest personlige af dem alle. Ikke fordi den handlede mest om mig, men fordi den handlede om de mennesker, der blev ved med at stå ved min side, mens jeg selv havde svært ved at finde fod fæst. Først da jeg skrev den, gik det op for mig, hvor stor en betydning de havde haft. Når jeg lytter til de fire sammen i dag, hører jeg ikke bare musik. Jeg hører min egen helingsproces. Jeg kan næsten følge den person, jeg var dengang fra den sang til den næste. Det er som om de blev pæld på en vej, jeg endnu ikke kunne se, mens jeg gik på den. Nog anden overraskede mig også. Hver gang sang var færdig og blev udgivet på streamingtjenerne, oplevede jeg en lægel, som er svær at beskrive. Jeg havde ingen forventning om, at ret mange ville lytte. Det var heller ikke derfor, jeg gjorde det. Det afgørende var, at mine følelser ikke længere kun eksisterede inden i mig. De havde fået en stemme, de havde fået en stemning, de havde få lov til at eksistere ude i verden. For første gang i lang tid følte jeg, at jeg var fuldstændig hudløst ærlig, ikke kun over for andre, men også over for mig selv. Midt i den proces kom kunstig intelligens sådan rigtig ind i mit liv. Mange vil måske tro, at det er den mest interessante del af historien. For mig er det næsten det mindst interessante. Og I skrev ikke mine tekster. Den skabte ikke mine følelser. Den oplevede ikke min børn art. Men den gav mig noget, jeg aldrig tidligere havde haft. Et nyt kreativt sprog, en ny måde at udtrykke det, der allerede fandtes inde i mig. For første gang kunne jeg skabe den musik, jeg havde hørt inde i mit hoved, men aldrig haft de musikalske færdigheder til selv at skabe. Det blev en øjneåbne. Ikke kun i forhold til musik, men i forhold til kreativitet. Jeg begyndte at forstå, at teknologi ikke behøver at erstat det menneskelige, den kan også forstærke det. Den kan gøre det muligt at udtrykke tanker, følelser og idéer, som ellers aldrig ville have fundet vej ud i verden. For mig blev derfor ikke en genvej. Den blev en brug. Det var også her de første spere til kuglevision begyndte at vokse. Da kreativiteten først havde fundet vej tilbage igennem musikken, begyndte den at vise alle mulige andre steder. Illustrationer, modeller, frameworks, jeg sags. Langsomt voksede de idéer frem, som senere blev til The Clarity Library, The Clarity Personality Kompass og resten af det univers, jeg arbejder med i dag. Ikke fordi jeg havde lagt en stor plan, men fordi jeg igen havde fået lyst til at skabe. Måske var det først da mine følelser begyndte at blive hørt af andre, at jeg selv begyndte at lytte til dem. Et lille Kemot S6. Vender spørg man nogle gange. Hvordan jeg har det i dag. Mit svar er næsten altid det samme. Jeg er ikke den samme som før. Med et smil kalder jeg den udgave af mig selv, der kom ud på den anden side for Kemod S6. Ikke fordi jeg blev en ny person, men fordi jeg lærte noget som den tidligere version af mignu ikke vidst. Transparens. Den stem, du har hørt er en AI generet version af min egen stemme. Historien, reflektionerne og budskabet af mine. Kugelig vision tror på åbenhed om brug af kunstig intelligens. AI kan forstærke mennesklig kreativitet, men den kan aldrig erstat menneske erfaringer, værdier eller ansvar. Tak fordi du lytte med.

SPEAKER_00 45:16

The Clarity Library begyndte ikke som en plan. Den begyndt som en samtale. Og måske det netop på engten. At de mest interessante ting ikke altid opstår, fordi vi kender målet på forhånd.

SPEAKER_01 45:30

Nogle gange opstår de, fordi vi tør bliver i samtalen længe nok til at opdag hvor den før os hand. Jeg hedder Kim Kugel.